Gå til hoved-indhold

Åbningstider

Kontakt os

Nyheder og arrangementer

Historiske Dage 

Vi er på scenen til Historiske Dage i Øksnehallen den 29.-30. marts

Så er det snart tid til en hel weekend fyldt med historie, foredrag og musik! I vores stand kan du få smagsprøver på 400 års jødisk liv i form af vores snaps, som er udviklet i samarbejde med Nyborg Destilleri. Du kan købe både bøger, plakater, vores egen thé og chokolademønter med historisk god smag! Du kan selvfølgelig også komme forbi vores stand og få meget mere at vide om museets udstillinger eller finde svar på andre ting, som du er nysgerrig på.

På scenen optræder vi i samtaler om flere spændende ting, blandt andet et forskningsprojekt om feriealbums, i en samtale om den prisnominerede bog "Grænseløse jøder", i en snak om DR's seneste dramadokumentar "Hugo - Görings jødiske ven' og endelig i en samtale omkring erindringskultur og indsamling af vidnesbyrd.

→ Du kan se hele programmet for Historiske Dage her

LGBTQ-oplevelser under nazitiden

Foredrag på engelsk ved Eric Marcus

Vi er glade for at byde Eric Marcus velkommen til Dansk Jødisk Museum den 15. april kl. 16.30 - 18.00. Her vil han holde et spændende foredrag om LGBTQ-oplevelser under nazitiden.

Eric Marcus er producer af podcasten Making Gay History, som giver en levende indsigt i LGBTQ-historie gennem stemmerne fra de mennesker, der levede den.

Denne aften vil Eric Marcus præsentere en række af de stemmer, der også optræder i hans ”Nazi Era”-serie.

→ Tilmelding sker via info@jewmus.dk og koster 50 kr.

Bogreception for 'De var os'

Den 5. maj kl. 16:00

Dansk Jødisk Museum lægger hus til, når forlaget Alpha udgiver bogen ”De var os” skrevet af Henriette Harris. Den fortæller om de skæbner, der gemmer sig bag navnene på 8 af de snublesten, der siden 2019 er sat i Danmark.

Mange har måske hørt om snublesten eller har bemærket dem i gadebilledet, men de færreste kender kunstneren og historien bag kunstværket. Snublesten er et mindesmærke for ofre for nazismen og er med sine 116.000 sten i 31 europæiske lande verdens største decentrale mindesmærke.

Henriette Harris fortæller historien om de skæbner, der gemmer sig bag navnene på otte af de snublesten, der siden 2019 er sat i Danmark. Der er blandt andre det ældre jødiske ægtepar Salomon og Blume Becker, den unge jødiske flygtning Alex Eisenberg og modstandsmanden Tage Fox Maule. Historierne er baseret på efterladte kilder og interviews med de nærmeste pårørende.

Bogen indeholder også en spændende introduktion til Gunter Demnig, kunstneren bag mindesmærket, som millioner af europæere møder hver dag på deres vej. Demnigs værk ligger som et ufuldendt puslespil ud over Europa, men de færreste kender hans navn. Endelig vil der være tre kapitler, hvor læseren får guidede ture til snublesten i de tre europæiske byer Oslo, Berlin og Milano.

→ Tilmeld dig arrangementet senest 1. maj på info@jewmus.dk

Bag glasset

Få endnu mere ud af dit museumsbesøg - tag en podcast med hjem

Med serien "Bag Glasset" får du eksklusiv adgang til museets mest fascinerende genstande, når museets kuratorer og eksperter tager dig med bag udstillingerne. Her får du en unik mulighed for at opdage hemmeligheder bag nogle af museets mest ikoniske og skjulte skatte.

Serien fokuserer på de udstillede genstande i udstillingen 'Flugt og forfølgelse i det 20. århundrede', hvor museumsinspektørerne Signe Bergman Larsen og Sara Fredfeldt Stadager går i dybden med genstandene og de historier, som de rummer og repræsenterer.

→ Lyt med her

Smag på dansk jødisk historie

Vi har fået fremstillet en unik akvavit!


Vores ”Isidor Aqvavit” er baseret på en traditionel kommen snaps med et strejf af porse, der er håndplukket i Thy ikke langt fra Aalborg. Det er en hyldest til Henius’ og hans betydning for dansk industri og madkultur.

Snapsen formidler historien om Isidor Henius, der opfandt den verdenskendte ”Rød Aalborg” og var en af grundlæggerne af De Danske Spritfabrikker. Han revolutionerede dansk spritproduktion og har dermed haft stor betydning for ikke bare dansk industrihistorie, men også madkultur.

Snapsen er udviklet i samarbejde med Nyborg Destilleri og har selvfølgelig også kosher-certificering. 

→ Du kan læse meget mere om Isidor Henius lige her

Kom forbi museumsbutikken og køb snapsen med hjem!

Udenfor nazisternes rækkevidde

I tre afsnit fortæller historiker og forfatter Simon Kratholm Ankjærgaard den fulde historie om det, der skete før, under og efter krigen for jøderne i Bulgarien – og i de besatte områder.

I 1943 stod jøderne i Bulgarien på kanten af deportation og udryddelse, men katastrofen blev forhindret – og Bulgarien blev dermed det eneste land i Europa, hvor ingen jøder gik til i Holocaust. Historien om det bulgarske mirakel er forholdsvis ukendt – men miraklet er også mudret, for i de områder, der var besat af bulgarerne, blev stort set alle jøder dræbt. 

Podcasten er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Jødisk Museum, Den Bulgarske Ambassade i København og Simon Kratholm Ankjærgaard.

→ Du finder alle episoderne her. 

→ Læs mere om podcasten her.

Auschwitz-dag 2025

Den 27. januar blev den årlige internationale Holocaust-mindedag afholdt. I Danmark har dagen fået navnet Auschwitzdag, hvor vi mindes ofre for Holocaust og andre folkedrab.

I 2025 markeres 80-året for befrielsen af KZ-Auschwitz-Birkenau, en af de mest berygtede koncentrationslejre oprettet under Anden Verdenskrig.

Den 27. januar 1945 gik sovjetiske styrker ind i lejren og afslørede Holocausts gruopvækkende virkelighed. Denne dag markerede et afgørende vendepunkt, hvor verden for alvor begyndte at forstå det fulde omfang af de grusomheder, der blev begået af det nazistiske regime.

Det er afgørende vigtigt at holde fast i erindringen om Holocaust ikke mindst i en tid, hvor de sidste vidner stille forsvinder, og vi overtager ansvaret for at fortælle historien og holde mindet i live for fremtidige generationer.

Du kan se eller gense arrangementet ved at trykke her

→ Læs meget mere om Auschwitz-dag her