Print
Bookmark and Share
Den jødiske begravelsesplads i Odense, 2008. Dansk Jødisk Museum.
Den jødiske begravelsesplads i Odense, 2008. Dansk Jødisk Museum.
Den jødiske begravelsesplads i Odense, 2008. Dansk Jødisk Museum.

Odense begravelsesplads

I 1825 valgte den jødiske menighed i Odense at opkøbe en jordlod med henblik på at oprette en jødisk begravelsesplads. Jordlodden var på hjørnet af Vandværksvej og Kirkegårds Allé, og her befinder den jødiske begravelsesplads sig stadig den dag i dag.

Inden menigheden fik sin egen gravplads, måtte man drage til Faaborg, som havde grundlagt en plads nogle år forinden. Det virkede dog naturligt, at Odense fik sin egen plads, i takt med at menigheden voksede. Ved folketællingen i 1834 talte menigheden 82 medlemmer, hvilket på daværende tidspunkt udgjorde den største menighed på Fyn.

Optegnelser viser, at der har været 90 begravelser, men man kender kun til navnene på 87 af de begravede. Pladsen udgøres af 9 gravrækker, hvoraf de to yderste nærmest indgangen er af nyere dato. Den ældste grav tilhører Isaac Bendixen, der blev begravet den 21. januar 1826.

Menighedens mangeårige kateket Asser David Cohen, der i 1831 havde den ære at afholde en ceremoni i byens synagoge for selveste kong Frederik VI, ligger også begravet på pladsen (6-8). Cohen var blandt ansøgerne til stillingen som overrabbiner i København, som i 1829 gik til Abraham Aleksander Wolff.

Den sidste jødiske begravelse i Odense fandt sted den 22. marts 1968, da eksportøren Albert Simon blev lagt i jorden.

 

Læs mere:

Julius Margolinsky, Jødiske dødsfald i Danmark 1693-1976 (1978)

Jensen, Jens Haugaard: ”»Den korporlige Jødefejde« i Odense 1819”, i: Fynske årbøger 1985

Se også: Den Jødiske Kirkegård i Odense