Print
Bookmark and Share

Ankomster

De danske jødiske familier kan spores tilbage til Spanien, Tyskland, Polen, Rusland og mange andre lande. De jødiske immigranter i Danmark har båret på meget forskellige historier og skabt sig forskellige liv i det nye land siden 1600-tallet.


Jødisk historie er fuld af opbrud, vandringer og nye begyndelser. Fordrivelse er en af årsagerne til opbrud og vandring. En anden faktor til opbrud kan være bedre erhvervsmuligheder i andre lande.

De danske jøder er ikke én, men mange grupper med forskellig baggrund. Familier og enkeltpersoner er indvandret til Danmark gennem ca. 400 år, nogle gange få ad gangen eller enkeltvis, andre gange i hele bølger. Nogle havde Danmark som mål - andre kom tilfældigt forbi. Hver eneste persons historie er unik, men der tegner sig også mønstre, som er fælles for alle Europas jøder.

Fordyb dig i de mange ankomster

Du kan læse mere om de danske jøders immigrationshistorie i menuen til højre.

 

En "tolereret" minoritet

I et historisk perspektiv er det kun kort tid siden, at jøderne blev anerkendt som borgere på lige fod med resten af landets befolkning. Indtil 1700-1800-tallet levede jøder alle steder som en “tolereret" minoritet. Prisen for at være en religiøs og etnisk minoritet har igennem alle århundrederne været systematisk forskelsbehandling. I islamiske lande fulgte man Omars lov, som sikrede jøderne beskyttelse og tolerance mod, at de overholdt en række regler og betalte en særlig skat. I Europa har de jødiske samfunds repræsentanter forhandlet med fyrster, konger og gejstlige for at få såkaldte privilegier, som gav dem ret til at bosætte sig - igen typisk mod at betale skatter.

Jødisk selvstyre indtil moderne tid

Mange jødiske samfund i Orienten og Europa har haft indre selvstyre med eget retssystem, skoler, begravelsespladser, fattighjælp, politisk ledelse, embedsmænd og institutioner som synagoger og rituelle bade. Man afgjorde sager om ægteskab, skilsmisse og arveret inden for samfundet selv. Det gav stor frihed til at videreføre jødisk kultur. De første jøder i Danmark omtales i officielle dokumenter som medlemmer “af den jødiske nation", og de indrettede traditionelle jødisk samfund komplet med synagoge, skole og begravelsesplads.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du holde dig opdateret om arrangementer og andet nyt fra museet.

Tilmeld dig her

Åbningstider

1. juni - 31. august:
Tirsdag - søndag: 10 - 17
Mandag: lukket

1. september - 31. maj:
Tirsdag - fredag: 13 - 16
Lørdag og søndag: 12 - 17
Mandag lukket