Mellem bundismen på den ene side og zionismen på den anden var der et voldsomt modsætningsforhold, når det gjaldt sproget som kulturel identitet.

Jiddisch eller hebraisk?

For bundisterne var jiddisch det jødiske sprog. Hebraisk var for dem et sprog udelukkende beregnet til religiøse formål, og selvom mange af dem havde fået en religiøs opdragelse, var de samtidig modstandere af religion. Zionisterne derimod ønskede at gøre hebraisk til det fælles jødiske sprog. Hermed pegede de to grupper også på, at de så deres projekter som rettet mod to forskellige grupper: bundisternes mod de ashkenaziske jøder, zionisternes mod alle jøder, uanset hvor de levede.

I mellemkrigstiden regner man med, at ud af verdens 16 millioner jøder havde de 10,5 millioner jiddisch som deres modersmål. Fra omkring 1912 - 18 voksede der en generation op i Palæstina, som talte det nye hebraisk (ivrit) med hinanden. Hebraisk er i dag et af de officielle sprog i staten Israel.

Holocaust var især rettet mod de ashkenaziske jøder. Bund, som var det største jødiske parti i Polen før Anden Verdenskrig, forsvandt næsten i Holocaust. Det samme gjaldt for det jiddische sprog. Med den nye indvandring af jøder fra Polen i 1969 - 70 genopstod Bund imidlertid igen i Danmark for en tid. Zionismen har været en organiseret strømning i Danmark i over 100 år.

Jiddish kultur
Samling
Forskning