Print
Bookmark and Share
Anordningen af 29. marts 1814 regulerede jøders forhold i Danmark (Dansk Jødisk Museum).
Anordningen af 29. marts 1814 regulerede jøders forhold i Danmark (Dansk Jødisk Museum).
Udforsk
Udforsk

Fælles ståsted

Det lovmæssige fundament, ens tilværelse hviler på, er i dag et fælles ståsted for de danske jøder. Sådan har det ikke altid været.

Til at begynde med gjaldt der særlige gunstige regler for de sefardiske jøder. Dette ophørte dog, da statsmagten indså, at den nyttige jødiske indvandring måtte søges blandt andre jøder end de sefardiske. Fra 1651 forudsatte bosættelse i Danmark et lejdebrev, der også rummede en tilladelse til at udøve et konkret erhverv. I 1726 tilføjes der betingelser som at eje formue på mindst 1.000 rigsdaler eller mod kaution at forpligte sig til at opføre "visse fag hus og bygning" eller oprette en fabrik for "sarger, chalon, strømper, flonel og alle slags uldne varer". Dog var Fredericia undtaget denne økonomiske forpligtelse, da man frygtede, at byen ellers ikke ville få de indbyggere og den udvikling, der var ønskelig.

Der var knyttet mange restriktioner til jøders indvandring til Danmark. Ganske vist måtte jøder udøve deres religion, men i det stille og helst skjult, så det ikke vakte forargelse. Kristne teologer gjorde ikke desto mindre adskillige forsøg på at omvende jøder ved at opsøge dem og en kort stund påbyde dem at gå til prædiken. En økonomisk gulerod blev også forsøgt, men der var også jøder, der lod sig døbe enten af overbevisning eller for at forbedre deres livsforhold.

Privilegium til en jøde
"Frederik IV giøre alle vitterligt, at vi efter Abraham Levi jøde fra vor stad Altona allernaadigst have bevilget og tilladt at nedsætte sig i København og ernære sig ved at tilberede chokolade og sælge te, kaffe og snustobak. Dog må han ikke melere sig med handel som andre kunne hævde at have forret til."
København den 8. marts 1715 
 
Forbud mod kristne tjenestefolk
"Thi så fremt det efter bemeldte tid skulle befindes, at nogen jøde havde nogen kristen hos sig i tjeneste, da skal de straks uden nogen persons anseelse jages af byen og landet og de kristne, som opholder sig hos dem på den måde, med vilkårlig straf ansees."
Udstedt på Frederiksberg Slot, den 6. januar 1725 

Denne gamle orden forsvandt stort set i 1814, da alle jøder, som enten var født i Danmark eller havde ret til at bo der, blev ligestillede med andre danske borgere. Til gengæld måtte jøderne acceptere myndighedernes tilsyn med skoler, arvesager og ægteskabsindgåelse. De skulle føre fortegnelse over alle jøder svarende til kirkebøgerne, og alle unge skulle gennem en særlig eksamination, der svarede til den kristne konfirmation. Jøderne blev ikke længere betragtet som en del af den jødiske nation, men som danske borgere af mosaisk observans.

Den danske grundlovs vedtagelse i 1849 fjernede yderligere forskelsbehandling mellem danske jøder og andre danskere. Grundloven garanterede blandt andet landets borgere religionsfrihed. Den senere jødiske indvandring til Danmark i det 20. århundrede var underlagt den generelle lovgivning for indvandring, bevilling af statsborgerskab og social forsorg. De polske jøder var de første jødiske indvandrere til Danmark, der officielt havde flygtningestatus, og som den danske velfærdsstat kom i møde med hjælp til indkvartering, sprogundervisning, økonomisk bistand og anden støtte. At få dansk pas huskes stadig af danske jøder, der er børn af de østeuropæiske indvandrere, som en meget stor begivenhed.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du holde dig opdateret om arrangementer og andet nyt fra museet.

Tilmeld dig her

Åbningstider

1. juni - 31. august:
Tirsdag - søndag: 10 - 17
Mandag: lukket

1. september - 31. maj:
Tirsdag - fredag: 13 - 16
Lørdag og søndag: 12 - 17
Mandag lukket