Da de danske jøder vendte hjem til Danmark efter 2. verdenskrigs afslutning var det med forventningens glæde og afgrundsdyb taknemmelighed for at have overlevet. Men intet blev, som det før havde været. Det land, de danske jøder vendte tilbage til havde forandret sig, og de var heller ikke længere selv de samme.
Danmark blev aldrig skueplads for større kamphandlinger eller massive bombeangreb under 2. verdenskrig. Men selvom landet på mange måder var blevet forskånet for krigens brutale virkelighed, var samfundet nedslidt og forarmet, og stod overfor store politiske udfordringer. Så længe krigen endnu rasede, var både ofre og gerningsmænd, civile og soldater optaget af overlevelse og kamp. Med krigens ophør fulgte kampen om freden, fællesskabet og fremtiden.
Dette var landet de danske jøder vendte tilbage til. Med i bagagen var traumatiske oplevelser, forandrede livsmønstre, bekymringer om børn og slægtninges skæbner, for ejendele og boliger, og for den sociale og økonomiske status, der ventede i det befriede Danmark. 70 år efter står kun jublen over de danske jøders redning tilbage. Historien om hjemkomstens udfordringer har derimod befundet sig under tavshedens slør.
Særudstillingen HJEM rummer den store historie om, hvordan det danske samfund imødekom de hjemvendte og gjorde en stor indsats for at reintegrere de danske jøder. Men udstillingen giver også ordet til de mennesker, der selv var i centrum af begivenhederne. Gennem de personlige historier bliver det tydligt, at konsekvenserne af flugt, eksil og deportation trækker lange spor ind i nutiden.
Det Kongelige Bibliotek har gjort det muligt for Dansk Jødisk Museum at indrette udstillingen i den del af det gamle Galejhus, som ligger i forlængelse af museet, kaldet Galejsalen. Indgang til udstillingen bliver gennem Det Kongelige Biblioteks gamle hovedindgang, der vender ud mod Bibliotekshaven. Det direkte naboskab til Dansk Jødisk Museum gør Galejsalen til den ideelle ramme for udstillingen.
Særudstillingen afslutter museets store forskningsprojekt om danske jøders krigsoplevelser, som blev iværksat i 2007. Indtil nu har projektet resulteret i flere udgivelser og styrket museets samling af krigstidsmaterialer markant med over 100 interviews, mere end 100 tredimensionelle genstande, over 250 arkivfonde og knapt 900 billeder.
Udstillingen gennemføres under forudsætning af den nødvendige financering.
Her kan du holde dig opdateret om arrangementer og andet nyt fra museet.
Vinter, 1. september - 31. maj
Tirsdag - fredag: 13 - 16
Lørdag og søndag: 12 - 17
Mandag: lukket
Sommer, 1. juni - 31. august
Tirsdag - søndag: 10 - 17
Mandag: lukket