Gå til hoved-indhold

Velkommen til vores museumsbutik- og café

Museumscaféen

I museumscaféen kan du sidde og nyde en kop kaffe, the eller varm kakao. 
Her kan du slutte dagen af med en rolig pause og snakke med personalet om din oplevelse af udstillingerne. 
Vi vil meget gerne høre din mening, så hvis du har to minutter, kan du udfylde et spørgeskema. På den måde vil Dansk Jødisk Museum blive bedre og bedre!

Foto: Bjarke MacCarthy

Museumsbutikken

Dansk Jødisk Museum har en museumsbutik, som byder på masser af dansk jødisk historie. 
Få historien på bordet med nogle af museets produkter. Du kan smage på historie gennem vores øl, the og chokolade. Butikken sælger varer, som på den ene eller anden måde handler om dansk jødisk historie. Det er alt fra fine smykker, velsmagende the eller spændende bøger. 
Læg vejen forbi museumsbutikken og gå på opdagelse i vores spændende udvalg. 
Vi arbejder på at gøre vores museumsbutik online, men foreløbig er den at finde fysisk på museet.
Læs med her på siden for at se de nyeste varer i museumsbutikken.

Foto: Bjarke MacCarthy

Vores egne produkter og publikationer

Flugten til Sverige

Historien om bamsen Mo og dens mennesker – Dengang der var krig i Danmark

Der en hård historie fortalt gennem en blød bamses øjne - så de helt små kan være med. Bamsen Mo må, sammen med sine mennesker, flygte i oktober 1943. Familien må efterlade deres halvanden måned gamle datter på børnehjem i Danmark, da de ikke tør at tage hende med.

“Flugten til Sverige” er baseret på forfatterens families egen historie, som den i brudstykker er blevet fortalt til hende, da hun var barn, og som hun ønsker skal fortælles videre til andre børn - så den aldrig bliver glemt.

Det er en lys historie om en mørk tid, hvor det er godt at have en bamse.

Skrevet af: Sascha Kempinski / Illustreret af Jeanne Goldschmidt

Målgruppe: 5-10-årige

Antal sider: 32- fuldt illustreret

Udgivet af forlaget Liive/Helle Hammer med efterord af Dansk Jødisk Museum

Pris: 149 kr. 

Byen der hviskede

Ny børnebog om oktober 1943

I Byen der hviskede møder vi pigen Anette, der sammen med sine forældre hjælper med at skjule jøder på flugt i deres hus i Gilleleje. Bogen er inspireret af hændelserne under de dramatiske oktoberdage i 1943.

Historien understreger at alle kan finde modet til at hjælpe andre i nød og at hjælpen kan se ud på mange forskellige måder, hvad enten man er barn eller voksen.

Skrevet af Jennifer Elvgren* / Illustreret af Fabio Santomauro / Oversat af Noa Agnete Metz

Antal sider: 30- fuldt illustreret

Udgivet af Dansk Jødisk Museum

Pris: 130,- (pris for medlemmer af Selskabet for Dansk Jødisk Historie: 99,-)

Plakat - Niels Bohr

I 2022 var det 100 år siden at Niels Bohr modtog Nobelprisen i fysik, for "sine fortjenester inden for undersøgelsen af atomernes struktur og den stråling, der udgår fra dem". Dette markerer museet med en ny plakat - et træsnit af kunstneren, Jens Bohr.

Niels Bohrs mor, Ellen Adler Bohr, kom fra en velhavende jødisk familie, mens hans far, Christian Bohr var lutheraner – Niels Bohr var døbt, men betragtede sig selv som fritænker. Ikke desto mindre blev han nødt til at flygte til Sverige i 1943 – allerede den 25. september. Flugten gik fra Sydhavnen i København til Køge Bugt. Her blev flygtningene overført til en trawler, der bragte dem til Limhamn syd for Malmø. 100 året er blevet markeret ved flere lejligheder, hvor fokus naturligt har været på hans rolle inden for fysikken. Vi synes også hans jødiske forbindelse fortjener at blive belyst i den sammenhæng.

Vi har fået fremstillet flotte plakater af kunstneren Jens Bohr. Plakaterne kan købes i museums butikken. De koster 100 kr. (medlemspris: 75 kr.)

Pris: 100 kr. (Medlemstilbud 75 kr.)

Chanukkah Lysøl

Endelig er den her - "Chanukkah Lysøl". Dansk Jødisk Museum markerer højtiden med en ny øl i samarbejde med Ørbæk Bryggeri. 

Og det skete i år 3596 (164 f.Kr.) at Judas Makkabæus genindviede Templet og et lysmirakel skete. Højtiden chanukkah fejres ved, at man tænder lys i chanukkiaen (lysestagen) – et for hver af de 8 dage, som lysmiraklet varede. Den niende arm bruges til at tænde de øvrige lys.

Den nye chanukkah-øl baseret på Ørbæk Bryggeris traditionelle danske mørke hvidtøl (alk. 1,8%), der engang var en af de mest almindelige øltyper i Danmark. Nu drikkes den mest om vinteren – også af mange som fejrer jul. Flasken indeholder 75 cl. og indholdet svarer til 0,9 genstande – eller sådan cirka 0,1 for hvert lys i lysestagen.

Ideen til øllen er inspireret af det jødiske museum i Stockholms ’chanukkah most’. Vi har lavet vores egen ”Chanukkah Lysøl” for at markere højtiden. Men der er ikke nogen grund til at vente, for den smager virkeligt godt og passer perfekt til årstiden uanset om man skal fejre chanukkah eller jul.

”Chanukkah Lysøl” er en mørk hvidtøl. Flasken indeholder 75 cl. (alk. 1,8% = 0,9 genstand). Pris: 1 for 50 kr. 3 for 120.

Tilbudspris: 20 kr. for en flaske - 3 for 50 kr.

Før 50 kr. for en flaske.

Jubilæumsbryg

400 – en jubilæumsbryg er en stærk lager, der kan drikkes i festligt lag og passer godt til madretter såsom kylling, salater, fisk og krydret mad. Den kommer i 75 cl. flasker og indholdet svarer til fire genstande. En for hvert århundrede. Den er økologisk såvel som kosher.

I 2022 markeres 400 året for den fælles dansk jødiske historie. Lige siden Christian 4. inviterede jøder til Danmark i 1622 har der eksisteret et jødisk liv i Danmark. Det skal naturligvis fejres. Dansk Jødisk Museum har derfor gjort det muligt at få del i historien både gennem foredrag, bogudgivelser og udstillinger, men også ved at stille den på bordet i flaskeformat og få smagen af historien i en jubilæumsbryg.

Sammen med Ørbæk Bryggeri har Dansk Jødisk Museum udviklet en jubilæumsbryg, der sætter smag på historien og kan bidrage både til festlighederne i forbindelse med markeringen og til at sætte fokus på historien. Det er ikke en historisk øl, men en øl, der formidler historie. Foruden malt, vand, gær og humle er der således tilsat både rørsukker og the, som jødiske handelshuse har importeret til Danmark.

”Dansk jødisk historie har været præget af både lys og mørke. Det afspejler vores valg af design også. Men der er alt mulig grund til at markere og fejre dette kapitel af Danmarkshistorien i fællesskab”, siger direktør for Dansk Jødisk Museum Janus Møller Jensen.

”Vi er glade for at kunne være leverandør til denne festlige historiske begivenhed”, siger produktionschef Andreas Falkenberg fra Ørbæk Bryggeri, som har stået bag udviklingen af øllen.

Den afspejler også en fælles dansk jødisk øl-historie. Tuborg blev for eksempel grundlagt af Philip G. Heyman, der også blev bryggeriets første direktør – og i øvrigt efterfulgt af andre dygtige jødiske forretningsfolk i direktørsædet.

Tilbudspris: 20 kr. for en flaske - 3 for 50 kr.

Før 50 kr. for en flaske.

Chokolademønter

Hvad har en chokolademønt at gøre med dansk jødisk historie? Det er en mønt til minde om Christian 4.'s invitation af jøder til Danmark i 1622.

I begyndelsen af 1600-tallet blev møntmesteren Albert Dionis inviteret til Glückstadt af Christian 4. Albert Dionis var sefardisk jøde og blev møntmester for kongen. En af Albert Dionis’ mønter var en 3 skilling lybsk slået i 1624. 

Vi har genskabt den historiske mønt som en spiselig variant.

Pris: 40 kr. pr. pose

MASAGAMA the

Smag på historien med vores MASAGAMA the. Dansk Jødisk Museum formidler en vigtig del af dansk jødisk historie ved at genskabe en moderne historisk te med afsæt i et af Danmarks ældste temærker.

I 1760 grundlagde Moses Melchior et handelskompagni på Højbro Plads i København. Kompagniet fik navnet ”Moses & Søn G. Melchior” efter en auktionarius sammensatte firmanavnet forkert. Ejerne synes så godt om det nye navn, at de beholdt det fejlstavede navn. Handlen var primært med krydderier, kaffe og selvfølgelig te. Moses & Søn G. Melchior begyndte at producere the med navnet ”MASAGAMA”. Det er firmanavnets initialer adskilt af et ”A”.  

Handlen gik godt indtil 2. Verdenskrig, hvor firmaets sidste ejer Harald Melchior måtte flygte til Sverige. Efter krigen var der nedgang i tesalget i Danmark og i 1973 måtte Moses & Søn G. Melchior lukkes og aktiverne blev solgt fra. 

Med respekt for det gamle handelsfirma at vores MASAGAMA-te er blevet til i samarbejde med TeSelskabet, Danmarks eneste tehandel, der stadigvæk blander te i eget hus. Teen er et moderne twist på en sort te, som man ville have drukket i starten af 1900-tallet. Vi har blandet sorte tesorter med historien for øje, men med henblik på nutidens smagsløg. Det er altså ikke decideret en historisk te, men en te, der sætte smag på historien. Resultatet er en afrundet men kraftig sort te, der kan drikkes ren eller med mælk og sukker. Samtidig er den med til at levendegøre og formidle et vigtigt kapitel af den fælles dansk jødiske historie. Forhåbentligt er det blot et af flere produkter, som vi gerne så var med til at bringe historien til live på nye og spændende måder. 

I samarbejde med TeSelskabet har vi sammensat en sort the, der kunne have været solgt som MASAGAMA The i slutningen af 1800-tallet. Vi håber, at den falder i jeres smag. God fornøjelse. 

Pris: 40 kr. pr. pose

Sten på sten

I anledningen af 400 året for jødisk liv i Danmark udgiver Dansk Jødisk Museum Hanne Foighels bog Sten på sten. Mine 400 år gamle danskjødiske rødder.

Med sin egen familie som ledetråd følger Hanne Foighel dansk jødisk liv i 400 år frem til 2022. Hanne kan spore sin familie 11 generationer tilbage og den første Heckscher fra Altona får lov at bosætte sig i København i 1727. I 1800-tallet er familien en del af det velhavende danskjødiske borgerskab, der i begyndelsen af 1900-tallet hastigt assimileres. Samtidig slår omkring 3000 jøder på flugt fra pogromer og fattigdom i Østeuropa sig ned i København. Blandt dem senere skatteminister Isi Foighels bedsteforældre, forfatterens oldeforældre.

Sten på sten er mere end blot en bog om én slægt. Det er en rejse gennem dansk jødisk historie fra 1600-tallet til nutiden. Det er et indblik i historien gennem personlige skæbner og beretninger, der gør historien nærværende og relaterbar.

Hanne Foighel har skrevet en bog, der tager udgangspunkt i hendes egen slægt, som et eksempel på den store historie, men fortalt i øjenhøjde.

Bogen kan købes online på vores hjemmeside eller fysisk i museumsbutikken hos Dansk Jødisk Museum. Derudover vil den være at finde i diverse boghandler. 

Pris: 375 kr. For medlemmer af Selskabet for Dansk Jødisk Historie er prisen 300 kr. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Museets egne publikationer

Museet har udgivet flere værker om dansk jødisk historie

Min fars flugt - Jødiske skæbner i oktober 1943

af Bent Blüdnikow

Genudgivelse af Bent Blüdnikows fars skæbneberetning og om nogle af de mest dramatiske dage i Danmarks historie. Med nyt forord og indledning af Dansk Jødisk Museum.

Den 7. oktober 1943 gik Bent Blüdnikows far, Benjamin, sammen med ni andre jøder om bord i en robåd, der skulle fragte dem fra det besatte Danmark til sikkerhed i Sverige. Båden kæntrede, og alle ombordværende, inklusive et lille barn, endte i Øresunds kolde vand. Syv blev reddet; tre druknede.

Med sin fars historie som omdrejningspunkt fortæller Bent Blüdnikow om de danske jøders redning i 1943. Men vi begynder længere tilbage i tiden, hvor fattige jødiske immigranter i begyndelsen af det 20. århundrede kom fra Østeuropa til Danmark. Nazisternes hensigter i Danmark er endnu en gåde. Hvilken rolle spillede tyske og danske nazister, det jødiske samfunds ledelse og danske politikere?

Bent Blüdnikows gribende beretning bygger på samtaler med hans forældre, deres dagbøger, interviews med overlevende fra robåden og andre danske jøder. Det er historien om en tid, hvor mennesker blev jaget som dyr, og danske hjælpere udviste heltemod.

Sprog: Dansk

Jewish Mama's Kitchen

Kast dig ud i det jødiske madunivers!

Vil du lære at lave lækre latkes, flotte, flettede brød, gefilte fish eller apfelstrudel? Så skynd dig at få fat i et eksemplar af det populære kogebogshæfte med museets frivilliges jødiske yndlingsopskrifter. 

Sprog: Dansk og engelsk

Pris: 30 ,-

Sten på sten. Mine 400 år gamle danskjødiske rødder.

af Hanne Foighel

Sten på sten er mere end blot en bog om én slægt. Det er en rejse gennem dansk jødisk historie fra 1600-tallet til nutiden. Det er et indblik i historien gennem personlige skæbner og beretninger, der gør historien nærværende og relaterbar.

Sprog: Dansk

Pris: 375,- 

Dansk jødisk historie i Anden Verdenskrigs epoke. En antologi.

redigeret af Sofie Lene Bak, Pia Andersen Høg, Bjarke Følner og Janne Laursen

Antologien samler en række øjenåbnende bud på ny dansk forskning. Artiklerne beskriver jødisk liv og levevilkår i mellemkrigstidens Danmark og under den tyske besættelse. Dansk flygtningepolitik, forfølgelse, flugt og deportation er væsentlige tematikker i antologien. 

Sprog: Dansk 

Pris: Før 95,- nu 45,-

Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-1945

af Sofie Lene Bak med efterskrift af Bjarke Følner

Museets store udgivelse om danske jøders oplevelser under 2. Verdenskrig. Tusindvis af danske jøder flygtede til Sverige, mens andres skæbne blev kz-lejren Theresienstadt.

Sprog: Dansk og engelsk

Pris: før 290,- nu 149,-

Hjem - En særudstilling om eftervirkninngerne af krig og forfølgelse

af Janne Laursen, Signe Bergman Larsen og Sara Fredfeldt Stadager

HJEM er et katalog over særudstillingen af samme navn. I denne udgivelse, der kommer i anledningen af 75-året for Danmarks befrielse, har vi fundet genstandene fra udstillingen frem igen. Udgivelsen genfortæller gennem smukke billeder, taget af Tina Agnew, de centrale elementer af udstillingen.

Sprog: Dansk og engelsk

Pris: 255,- 

 

Dansk Jødisk Museum & Daniel Libeskind

redigeret af Henrik Sten Møller

Læs om arkitekten Daniel Libeskinds idéer bag arkitekturen på Dansk Jødisk Museum, hvor det jødiske begreb Mitzvah spiller en særlig rolle og se billeder fra Christian IV’s smukke Galejhus.

Sprog: Dansk og engelsk

Pris: før 75,- nu 49,-

I spejlet ser man sin bedste ven – og andre jødiske ordsprog på jiddisch og dansk

udvalg og oversættelse ved Eva Hvidt

Hvad siger man, når livet rækker tunge af en, når pengene er få, og familien ganske umulig? Slagfærdighed, livserfaring og humor møder hinanden i denne samling af jiddische ordsprog, som er vokset ud af hverdagens genvordigheder og absurditeter i det jødiske Østeuropa.

Sprog: Dansk og engelsk

Pris: før 125,- nu 40,-

En indvandringshistorie. Jøder i Danmark i 400 år

af Cecilie Felicia Stokholm Banke, Signe Bergman Larsen, Janne Laursen, Martin Schwarz Lausten og Hanne Trautner-Kromann

Redningen af de danske jøder i oktober 1943 er verdenskendt. Mindre kendt er historien om den jødiske indvandring til Danmark, der startede for 400 år siden. Den danske stat skulle rumme det anderledes, og i den jødiske minoritet skulle man rumme hinanden. Hvorfor kom jøder til Danmark? Hvordan klarede jøder sig her, og hvad har den jødiske indvandring betydet for Danmark? Her finder vi en historisk erfaring med integration, assimilation, identitet og tilhørsforhold, som også optager vores egen tid meget.

Sprog: Dansk og engelsk

Pris: 185,-