Gratis omvisninger i sommeren
Hver torsdag i juni, juli og august
Vi vil gerne invitere jer på gratis omvisninger på Dansk Jødisk Museum hver torsdag kl. 11-12 i sommermånederne.
På disse ture får du et dybtgående indblik i 400 års dansk jødisk historie samt en forståelse for tankerne bag museets spektakulære arkitektur.
Omvisningen varer cirka en time, og vi vil tage jer igennem vores permanente udstilling "Porten til Danmark" og vores særudstilling "Flugt og Forfølgelse i det 20. århundrede".
Tilmelding er ikke nødvendig, så du møder bare op i museumsbutikken på dagen, hvor du kan købe din entrébillet.
Rigtig god sommer! Vi ses

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få Dansk Jødisk Museum i din indbakke
Vil du være blandt de første til at høre om nye udstillinger, arrangementer og projekter på Dansk Jødisk Museum?
En gang om måneden sender vi vores nyhedsbrev ud til din mail. Her kan du få invitationer til arrangementer og foredrag og små glimt ind i museets arbejde.
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev ved at skrive til info@jewmus.dk.
Har du spørgsmål eller brug for at komme i kontakt med os, kan du finde oplysningerne her.

Prøv et undervisningsforløb
På Dansk Jødisk Museum er vi i gang med at udvikle og nytænke vores undervisning. Derfor inviterer vi udskolingsklasser til at besøge os og afprøve nye undervisningsgreb sammen med os helt gratis.
I besøget danner kropslige og sanselige møder med museets særegne arkitektur afsæt for elevernes udforskning af museets udstillinger.
Eleverne undersøger genstande, som fortæller om dansk jødisk 400-årige historie, og relaterer sig til aktuelle problemstillinger.
Vi lover, det bliver en anderledes oplevelse og med god plads til refleksion og nysgerrighed på historien.
Vi udvikler vores undervisning i samarbejde med skoletjenesten. Du booker et forløb ved at skrive til info@jewmus.dk

Dansk jødisk historie på flaske
Med to nye øl er museet med til at formidle historien om en af de store danske erhvervs-, mad- og kulturhistorier.
Dansk jødisk historie er også en historie om øl. I 1873 grundlagde Philip W. Heyman sammen med finansmanden C. F. Tietgen og andre investorer Tuborgs Fabrikker. Der skulle produceres øl til oversøiske markeder. Sådan gik det ikke i første omgang, hvor succesen blev lagerøl på flaske til det danske marked. Heyman overtog ledelsen i 1880, og derfra voksede virksomheden sig stor. Det blev en central og vigtig del af dansk industri-, erhvervs-, mad- og kulturhistorie.
Vi har proppet historien på etiket og flaske på vores to nye øl; Philip W. Heyman (1837-1893) og Hanne Emilie Heyman (født Adler, 1839-1917), der drev familievirksomheden videre efter Philips død i 1893.
De to øl er henholdsvis en belgisk dubbel og en New England IPA fra Ørbæk Bryggeri på 33 cl. flasker. Du kan købe dem enkeltvis (35 kr.) eller som et ægte par (55 kr.). De er økologiske – og selvfølgelig er de kosher.
Lyt og bliv klogere!
Fire stærke podcasts fra Dansk Jødisk Museum
Hos Dansk Jødisk Museum kan du gå på opdagelse i jødisk historie, kultur og identitet – fortalt gennem fire forskellige podcastserier:
Bag Glasset: Få eksklusiv adgang til museets mest fascinerende genstande. Museumsinspektørerne Signe Bergman Larsen og Sara Fredfeldt Stadager tager dig med bag kulisserne i udstillingen Flugt og forfølgelse i det 20. århundrede.
Udenfor nazisternes rækkevidde: Hør den dramatiske og komplekse fortælling om, hvordan Bulgariens jøder undgik Holocaust – og hvad der skete i de besatte områder. Fortalt af historiker Simon Kratholm Ankjærgaard i tre stærke afsnit.
Noget at tale om: Personlige fortællinger, historiske indsigter og samtaler med eksperter sætter fokus på dansk jødisk liv – i både dansk og international sammenhæng. En podcast fuld af refleksion og nye perspektiver.
Jødiske Mysterier fra Danmarkshistorien: Journalist Bent Blüdnikow og tidligere overrabbiner Bent Lexner dykker ned i arkiverne og løfter sløret for glemte og overraskende historier.
Du kan lytte til alle vores podcasts lige der, hvor du normalt finder dine podcasts.