Hjemmeside for 80-året
Kalender for arrangementer i 80-året
Gå på opdagelse efter spændende arrangementer og foredrag på den officielle hjemmeside for 80-året
I 1943 indledte den tyske besættelsesmagt aktionen mod de danske jøder. Omend det lykkedes mange at flygte til Sverige gennem en stor folkelig indsats, blev knap 500 jøder pågrebet og deporteret til Theresienstadt. I år er det 80 år siden, de dramatiske begivenheder fandt sted. Det markerer Dansk Jødisk Museum med en lang række tiltag i løbet af 2023, startende med et nyt visuelt materiale til brug for alle kulturinstitutioner, der vil kaste lys over den vigtige historiske begivenhed.
Markeringen af 80-året for aktionen mod de danske jøder er ikke bare en vigtig dansk begivenhed. Det markeres også i en række andre lande, hvor historien huskes som et lys i mørket under Holocaust. Eksempelvis skal en helt ny udstilling på The Jewish Heritage Museum i New York, der åbner til efteråret med titlen ”Courage to Act: Rescue in Denmark”, formidle historien til især de unge.
Her til lands er historien blevet en vigtig del af fortællingen om Danmarks rolle og optræden under Anden Verdenskrig. Ikke alene er det historien om redningen. Det er i lige så høj grad en historie om flugt, hvor de danske jøder selv spillede en aktiv rolle, og om de voldsomme og frygtelige oplevelser både under flugt, eksil og fangenskab, der resulterede i ar på både liv og sjæl.
”Vi har udviklet et nyt materiale med et fælles symbol og en hjemmeside, der skal være med til at skabe større synlighed for markeringen og overblik over de mange aktiviteter, der finder sted i løbet af 2023. Vi håber og opfordrer til, at det vil blive brugt bredt af alle kulturinstitutioner, til netop at øge opmærksomheden for denne vigtige historie og markering”.
siger Janus Møller Jensen, direktør for Dansk Jødisk Museum.
Hvad er www.80aaret.dk?
Det er den officielle hjemmeside for 80-året for aktionen mod de danske jøder. Hjemmesiden er en kalenderoversigt over de mange spændende arrangementer, der er rundt omkring i landet i forbindelse med 80-året i hele 2023.
Med www.80aaret.dk markerer Dansk Jødisk Museum 80-året for aktionen mod danske jøder og opfordrer alle kulturinstitutioner til at være med. Alle kan være med i markeringen!
Hvis du gerne vil tilmelde et arrangement, så kan du læse mere om det på hjemmesiden eller skrive en mail til Laura Hoffmann Jensen på lhj@jewmus.dk
Materialet er udviklet i samarbejde og dialog med en række af de centrale aktører i markeringen, særligt Det Jødiske Samfund, Humanity in Action og Udenrigsministeriet. Det er foreløbigt udviklet i både en dansk, tysk og engelsk version, der er sendt til museer, arkiver, institutioner og gjort tilgængeligt for alle danske ambassader i hele verden, der vil bidrage til markeringen sammen.