Dansk jødisk liv i 400 år
I 1622 inviterede den danske konge Christian 4. formelt jøder til at bosætte sig i Danmark. I efteråret 2022 markeredes 400 års jødisk liv i Danmark med en række forskellige tiltag. Et af tiltagene er en nyudviklet vandreudstilling der, efter at være åbnet i forbindelse med en officiel markering af 400-året i november 2022, skal på en rejse rundt i hele Danmark til ni forskellige byer: København, Randers, Nakskov, Odense, Fredericia, Helsingør, Århus, Ålborg og Horsens, hvor der også stadig er fysiske vidnesbyrd om det jødiske liv i form af begravelsespladser. I hver af de ni byer tilbydes også en digital byvandring med fokus på byens jødiske historie.
På vandreudstillingen bringes jøder i Danmark fra alle århundrederne til live, og vi får viden om deres livs- og arbejdsvilkår. Vi hilser på husmor Glikl de Meza i 1650 fra det dengang danske Altona, Rebekka Meyer, der driver butik i Maribo i 1760, og apotekerlæring i Vejle, Meyer Hartvig Meyer, fra 1830. Alle er fiktive personer, der er baseret på det virkelige levede liv.
Udstillingen indeholder flere interaktive og legende elementer, som fortæller om immigration til Danmark, quizzer om, hvor forskellige danskere egentlig har deres identitet fra og spørger publikum om, hvilke produkter og genstande som Danmark måske slet ikke havde set, havde det ikke været for den jødiske indvandring.
Udover den mere traditionelle 400 års tidslinje tegner udstillingen også en 400 års tolerance kontra intolerance tidslinje, hvor publikum kan aflæse højdepunkter og lavpunkter for tolerancen overfor jøder i Danmark. I fire interview med unge danske jøder sætter udstillingen også spørgsmålet om antisemitisme i dagens Danmark til åben debat.
Formand for Det Jødiske Samfund i Danmark Henri Goldstein er glad for, at den dagsorden det jødiske samfund vil sætte nu kommer rundt i hele Danmark: "Jøder har gennem 400 år været en del af den danske historie. Den jødiske indvandring til Danmark har bidraget til vores samfunds erhvervshistorie, politiske historie, kulturelle historie, ja, i det hele taget Danmarks historie fra 1622 til 2022. Det er samtidig historien om at tilføre dynamik og skabertrang til et samfund. Forskellighederne mellem dem, der kom udefra, og dem der boede her i forvejen, har haft en positiv indflydelse på skabelsen af det Danmark, vi kender i dag."
Forskellighederne mellem dem, der kom udefra, og dem der boede her i forvejen, har haft en positiv indflydelse på skabelsen af det Danmark, vi kender i dag.
Formand for Det Jødiske Samfund i Danmark Henri Goldstein
Direktør for Dansk Jødisk Museum, Janus Møller Jensen, glæder sig over fokus på jødisk liv i hele Danmark:
"At det er et vigtigt kapitel af Danmarkshistorien, understreges af de mange lokale aspekter og vinkler på historien, som de mange samarbejdspartnere har bidraget med. Der har eksisteret et jødisk liv i mange danske byer, hvor der også fortsat er fysiske spor af det jødiske liv, og det er en vigtig om end noget underbelyst del af den generelle historie. Det har været fantastisk at mærke det engagement og den interesse der har været for at sætte fokus på historien rundt omkring i landet."
Der har eksisteret et jødisk liv i mange danske byer, hvor der også fortsat er fysiske spor af det jødiske liv, og det er en vigtig om end noget underbelyst del af den generelle historie.
Direktør for Dansk Jødisk Museum, Janus Møller Jensen
Vandreudstillingens rute
Randers
Udstillingen stod på Østjyllands museum i Randers fra den 21. januar til den 23. april.
Nakskov
Udstillingen stod i Nakskov lokalhistorisk arkiv den 9. maj indtil den 18. juni.
Odense
Udstillingen stod fra den 26. juni til start september 2023 i Historiens Hus i Odense
Fredericia
Udstillingen stod på Fredericia Bibliotek fra den 18. september til slut oktober 2023
Helsingør
Udstillingen stod på Kulturværftet fra den 23. november til slut december 2023
Aarhus
Udstillingen stod på DOKK1 fra den 11. januar til 24. januar 2024
Aalborg
Udstillingen stod på Aalborg Stadsarkiv fra den 19. februar til 30. april 2024
Horsens
Ustillingen står på Industrimuseet i Horsens fra den 31. maj 2024 til den 29. september
København
Oktober - December '24
Undervisningsmateriale
Udstillingen er også omsat til et undervisningsmateriale, der henvender sig til grundskolens mellemtrin og udskoling. Undervisningsmaterialet kan også bruges uafhængigt af klassens besøg på udstillingen.
Jødisk informationscenter har udviklet undervisningsmateriale til udstillingen, hvor man kan gå i dybden med tre forskellige temaer.
→ Tema 1: Dansk Jødisk Historie // Her finder du introduktionstekst, tidslinjer og en personasamling over danske jøder igennem tiden samt interviews med unge jøder i dag.
→ Tema 2: Indvandringens betydning for Danmark // Indvandringens historie og betydning i Danmark. Dette inkluderer en introduktion med animationsvideoer samt to øvelser, der skaber rum for efleksion over hvad der er dansk, og hvilken rolle identitet spiller.
→ Tema 3: Holocaust og Flugten i Oktober ’43 // Dette materiale inkluderer en baggrundstekst, en dramatiseret lydfortælling fra flugten i oktober ’43 og materiale om antisemitisme i dag.
Kontaktinformationer
Michael Rachlin
Kommunikationsansvarlig i Det Jødiske Samfund i Danmark
Janus Møller Jensen
Direktør for Dansk Jødisk Museum