Mindedag for folkedrabet på romaer og sintier

I anledningen af den internationale mindedag for folkedrabet på romaer og sinter under Anden Verdenskrig, har vi set nærmere på romaernes historie i Danmark. Der tegner sig et mørkt kapitel.

Af museumsdirektør Janus Møller Jensen, ph.d.

I dag verden over mindes folkedrabet på romaer og sintier under Anden Verdenskrig. Mellem d. 2. og 3. august 1944, estimerer man at ca. 3.000 romaer og sintier myrdet i KZ-Auschwitz-Birkenau og det anslås at mellem 200.000 og 500.000 blev dræbt af nazisterne og deres kollaboratører under Anden Verdenskrig.

I Danmark har romaer notorisk ikke været velkomne. Fremmedloven fra 1536 angav, at de skulle forlade Danmark inden for tre måneder. Kong Christian 3. beordrede få år senere, at de tilbageværende romaer ikke måtte rejse i landet, og at folk som gav dem husly kunne straffes. Romaerne var at betragte som fredløse, hvilket i yderste konsekvens betød, at de kunne slås ihjel uden konsekvens!

I 1736 besluttede Kong Christian den 6., at alle romaer skulle forvises fra det danske kongerige. I fattigloven fra 1736 står der, at de romaer, der ikke forlader kongeriget, ”…skal jages så længe fra sted til sted, at de er helt uden for landets grænser”. Kvinder og mænd, der ikke forlod Danmark frivillig, kunne blive fængslet, og deres børn blev frataget dem. Fattigloven fra 1736 viser sig at være fatal for romaerne næsten 200 år senere.

Indførelsen af Nürnberglovene midt i 1930’erne gjorde romaer og sintier (foruden handicappede og homoseksuelle) til mål for forfølgelse. I 1934 forsøgte en gruppe af romaer at komme til Danmark fra Tyskland nær grænsen ved Padborg. De havde fire år tidligere forladt Norge og prøvede nu at vende tilbage dertil. De blev blankt afvist ved grænsen, fordi de danske myndigheder havde kontaktet de norske, som meddelte, at romaerne heller ikke var velkomne i Norge. De blev sidenhen sendt med tog til en arbejdslejr i Hamborg, hvoraf hovedparten endte i udryddelseslejren, Auschwitz. Af en gruppe på 68, der prøvede at krydse grænsen, overlevede kun 12.

Det var ikke kun romaer, som blev afvist ved grænsen til Danmark. 1930’ernes flygtningepolitik var yderst restriktiv. Efter Nürnberglovenes indførelse i Tyskland var man fra dansk side mere opmærksom på den strøm af tyske jøder, som søgte mod landets grænser og ønskede opholdstilladelse. Dette prøvede man fra dansk side at forhindre mest muligt, og det resulterede i, at der kun blev givet ca. 1500 opholdstilladelser, til tysk- jødiske flygtninge. Mange af dem, som fik afslag, prøvede i visse tilfælde at rejse videre til Sydamerika eller USA. Andre blev sendt tilbage til Tyskland til en uvis skæbne, der for nogle resulterede i døden. Dette var tilfældet for Anna Philipsohn, der i 1938 søgte om opholdstilladelse – hendes bror, Grosserer Ludwig Dellheim, som var dansk statsborger og bosat i Charlottenlund, modtog dette brev d. 12. december 1938 med et afslag på opholdstilladelsen. Anna Philipsohn blev deporteret til en ghetto i Riga i 1942, hvor hun døde et halvt år senere.

Først i begyndelsen af 1950’erne med udlændingeloven kunne man fra dansk side, ikke ved lov, tvinge romaer ud af landet. Dog kunne myndigheder og politiet arrestere dem - nogle gange tilskyndet af den lokale befolkning, da der var en tendens til uvilje mod romaerne, og deres ikke-fastboende liv førte ofte til overtrædelser af anden dansk lovgivning.

Vi ser først i slutningen af 1960’erne, at nogle tilrejsende romaer får tilkendt statsborgerskab. Også her kan vi drage paralleller til dansk-jødisk historie, da man i perioden 1967-1972 modtager op til 3.000 polsk-jødiske flygtninge. Danmark førte på dette tidspunkt en mere lempelig flygtningepolitik, der var affødt af den i 1930’erne meget restriktive flygtningepolitik, hvor man ved afvisninger, sendte folk tilbage til uvisse skæbner, der i flere tilfælde resulterede i døden.