Nyt fra samlingen - Et etui af signaturer

Et smukt kvadratisk cigaretetui i skinnende guld. Det har i mange år ikke båret på cigaretter, men derimod en række indgraverede signaturer. Til sammen rummer de historien om aktionen mod de danske jøder, om flugten, flygtningelivet i Sverige og hjemkomst. Om hjælpsomhed og taknemmelighed.

Af museumsinspektør Signe B. Larsen

Det gyldne cigaretetui tilhørte oprindeligt Hamborg-fødte Mathias Max Lewisohn (1890-1973). Det var en gave fra hans fem år ældre storebror og bedste ven, Oscar Lewisohn (1885-1929). Anledningen var Mathias’ forlovelse med den 13 år yngre Jenny Ruth Cunild (1903-1984). Derfor blev etuiet indgraveret i den ene sides øverste venstre hjørne med “M.L. 31. Dec. 1922”. “M.L” for Mathias Lewisohn.

Cigaretetuiet har unægteligt haft stor affektionsværdi for Mathias Lewisohn, der ikke blev gjort mindre af at han 7 år senere mistede storebroren. For en ryger som Mathias, eller Max som han blev kaldt i familien, ville det være en påmindelse flere gange dagligt om den glædelige begivenhed og selvfølgelig den gavmilde gavegiver.

Advarsel og forberedelser

I september 1943 blev familien, der nu – udover Mathias og Jenny - også talte børnene Alice Sophie (16), Birthe (15), Inge (6) og Oscar Max (5), opsøgt af familiens læge og gode ven Aage Pedersen. Han havde i hast skyndt sig ud til familien, der boede i en villa på Høyrups Allé. Det var aften og efter spærretid, men som læge havde han visse beføjelser. Aage kom med en urovækkende besked og opfordring: familien måtte straks pakke det mest nødvendige og tage afsted hjemmefra. Han var taget direkte fra deres fælles ven, senere kirkeminister og kulturminister, Bodil Koch (1903-1972), hvorfra han havde fået beskeden om, at besættelsesmagten ville iværksætte en aktion mod de danske jøder. Denne aktion ville også ramme familien Lewisohn. Det var ikke en besked, der var grund til at tvivle på, for Bodil Koch havde nemlig fået informationen direkte fra G.F. Duckwitz (1904-1973), nazist og skibsfartskyndig for den tyske besættelsesmagt i Danmark, der selv havde oplysningerne fra initiativtageren Dr. Werner Best.

Aage Pedersen tilbyder at adoptere parrets yngste barn, Oscar:

“... selv, ville de have adopteret Oscar, men vi blev enige om at møde hvad Fremtiden bringer i samlet Flok, med stiv arm!” skriver Jenny i et brev til sin mor, dateret d. 29. september 1943. Brevet, som Jenny skriver til sin mor og de erindringer, som hun skriver under og lige efter opholdet i Sverige 1943-45, er afgørende for forståelsen af parrets oplevelser og cigaretetuiets betydning. Erindringerne findes sammen med brevet i digital kopi på Dansk Jødisk Museum.

Så snart lægen er kørt igen, går parret stille rundt i villaen og pakker, til hvad de forestiller sig, er et par uger ‘på landet’. De pakker børnenes vintertøj, men glemmer helt at pakke tøj til Mathias. Men cigaretetuiet i guld - gaven fra hans bror - har han selvfølgelig med sig. Tidligt næste morgen vækker de børnene med beskeden om, at de skal med toget kl. 8. fra Klampenborg station. Derfra går turen til familiens feriehus ‘Solkrogen’ tæt på Gilleleje, hvor de vil afvente situationen.

På flugt

Turen til ‘Solkrogen’ foregår relativt udramatisk og torsdag d. 30. september vågner familien op og kigger ud på et smukt, solbeskinnet og stille Øresund. Et øjeblik overvejer Jenny at tage tilbage til København for at se til sin far, der er indlagt på hospitalet og for at hente tøj til Mathias, men efter et opkald fra nogle venner kommer hun på andre tanker. I stedet tager Mathias ind til Gilleleje, hvor han opsnapper nyheder, der gør familien fast besluttet på at flygte til Sverige, så hurtigt det kan lade sig gøre. Senere samme dag er alle foranstaltninger truffet.

Lidt i otte om aftenen bliver familien hentet af en bil. Det yngste barn, Oscar, er blevet syg, så han er godt pakket ind i to dyner. De siger farvel til ‘Solkrogen’ og bliver kørt til Gilleleje, hvor de bliver taget imod af grossererparret Hr. og Fru Eltang og manufakturhandleren Hr. Jacobsen.

Omkring kl. halv ti sniger de sig i mindre grupper ned til havnen og ombord på en lille fiskekutter, hvor de må vente til tidligt næste morgen kl. 4.30 før skipperen lægger fra kaj. Til Jennys skræk sejles de ikke direkte til Sverige. I stedet er skipperen nødt til at følge sin sædvanlige rute, ned gennem Øresund og forbi København, da nazisterne ved, at han jævnligt sejler til Bornholm.

Først omkring kl. 14.30 kan skipperen overbringe nyheden om, at de nu sejler i svensk farvand, og ved 17-tiden d. 1. oktober sejler de ind i Falsterbo-kanalen.

I Sverige

I Sverige bliver de taget imod af de svenske myndigheder, forhørt og deres bagage bliver gennemsøgt. De er blandt de første danske jødiske flygtninge, der ankommer. I de efterfølgende dage stiger antallet af flygtninge drastisk. Jenny kommenterer i sine erindringer, at hendes kamera bliver konfiskeret - det får hun først tilbage 14 dage senere. Derefter bliver familien bragt til et opsamlingssted for flygtninge, hvor de bliver overrakt en bunke tæpper og indlogeret på et stort værelse sammen. Herfra kigger familien ud ad vinduet om aftenen og børnene, der har levet de sidste par år i et besat og mørklagt Danmark, udbryder: “Mor, de har helt glemt at mørklægge!”

Næste dag bliver familien bragt til Malmø. Her bliver de igen forhørt, og det tager lang tid før papirerne er i orden, og familien kan få lov at tage videre. Med deres bagage indlogerer de sig på Hotel Temperence, ligesom mange andre af de danske flygtninge. Fra hotellet ringer de til deres bekendte, familien Meyer, der straks kommer og henter hele familien for at bespise dem i deres hjem. Næste aften det samme, mens alle børnene tager en tur i biografen for at se en amerikansk film!

Generelt er familien heldige at forskellige venner og bekendte tager sig godt af dem ved blandt andet at invitere dem hjem til middag og hjælpe med kontakter, der kan skaffe information hen over Øresund, bl.a. fra Jennys familie, der fortsat er i Danmark.

De tidlige oktoberdage er præget af gensynsglæde og lettelse over alle de kendte ansigter de møder, og da familiens yngste datter, Inge, fylder 7 år inviterer familien 14 andre danske flygtningebørn til varm chokolade. Men desværre er der også rigeligt med ulykkelige beskeder: Jenny modtager nyheden om at hendes far er død, og de hører også om, hvordan deres gode venner, familien Oppenhejm, ikke lykkedes med deres flugt, men i stedet bliver pågrebet af nazisterne.

Efter et par dage på hotellet i Malmø får de at vide, at de danske flygtninge skal videre ud af Malmø og til forlægninger. Her træder én af familiens bekendte til og sørger i stedet for, at de kan blive indlogeret på ‘Turistgården’ i Vittsjö, hvor de nyder et par dage. Snart er de dog tilbage i Malmø, hvor de får muligheden for at leje en lejlighed på Tärningsholmsgatan. Herfra kan familien få en base. Jenny dokumenterer lejligheden med sit kamera og pryder den med billeder af Christian 10., som hun nærer stor beundring for. Senere sætter hun disse fotografier i et album, der dokumenterer familiens tid i Sverige. Albummet findes i Dansk Jødisk Museums samling.

En taknemligheds-gestus

Én af disse oktoberdage i Malmø er parret inviteret ud at spise på restaurant ‘Admiral’ af Lindvall-parret i ‘Folkets Park’, hvor Hr. Lindvall er direktør. Ved denne udsøgte frokost valgte Mathias Lewisohn at overrække det gyldne cigaretetui som gave. Beslutningen var truffet kort efter deres ankomst til Sverige, da Mathias havde været til en stor reception på samme restaurant, hvor Hr. Lindvall havde holdt tale. Talen kender vi ikke, men den gjorde et stort indtryk på Mathias.

Jenny skriver i sine erindringer:

”Max kom hjem og var saa rørt, og betaget at han straks sagde, “den Mand har jeg lyst til at give mit Cigaretetui”. Jeg husker endnu at jeg intet sagde, udover “hvis Du synes det, saa gør det” - men i mit inderste var jeg meget forbavset. Etuiet havde Max faaet af sin afdøde Bror Oscar, da vi blev forlovet 30/12-22. Jeg vidste hvor glad Max var for det. -Endvidere stod vi nu paa svensk Grund uden Penge, uden Arbejde og anede intet om Fremtiden. - Men Dagen kom da Max gjorde Alvor af sit Ønske om at give Lindvall denne Gave, og at han blev glad behøver jeg ikke at nævne.”

Hr. Lindvall insisterer på at etuiet skal indgraveres med Mathias’ og Jennys signaturer og derfor kan man læse deres signaturer sammen med datoen “21/10 -43” og ordet “Tak!”.

Indsamling af signaturer

Ikke-rygeren Hr. Lindvall insisterer på at cigaretetuiet på et tidspunkt skal tilbage til familien Lewisohn, måske når familiens yngste Oscar er gammel nok til at modtage det. Derfor planlægger Hr. Lindvall – eller Harald, som Mathias og Jenny nu tiltaler ham – at den ene inderside af etuiet skal stå tom til hans egen og hustruens dedikation til Oscar, når lejligheden byder sig. Den anden side er derimod reserveret til særligt betydningsfulde signaturer. Én af disse viser han frem til Mathias og Jenny ved en middag i ‘Folkets Park’. Stolt byder Harald Lindvall selskabet cigaretter fra det gyldne etui og fremhæver, at han har fået den svenske statsminister, Per Albin Hanssons signatur indgraveret.

I foråret 1945 kan Lewisohn-parret og deres børn tage hjem til Danmark igen og nyde sommeren i deres sommerhus ‘Solkrogen’ ved Gilleleje. Der går dog ikke længe, før de genbesøger deres gode venner i Sverige, for allerede i efteråret 1945 går turen til Malmø.

Flere år senere i 1962 tager Mathias kontakt til Harald og Edith Lindvall med en forespørgsel. Deres søn, Oscar, skal giftes, så Mathias spørger, om han kan få lov at tilbagekøbe cigaretetuiet for give det i bryllupsgave til Oscar? Hurtigt svarer Harald Lindvall, selvfølgelig må han få det retur. Lindvall har dog en tilføjelse: i årenes løb har han og Edith fået indgraveret nogle signaturer, som de mener har haft en stor betydning for familien Lewisohns flugt til Sverige. Han håber ikke det forringer værdien for Oscar.

Sommeren 1962 modtager Oscar Max Lewisohn sin fars cigaretetui i gave. Udover de tidligere indgraveringer rummer det nu også en dedikation fra Lindvall-parret: “Til Oscar / den 4 aug 1962 / Edith . Harald”. På modsatte side er der tilføjet signaturer, der understreger den centrale placering, som oktober 1943 har fået for familien og den store taknemmelighed til enkeltpersoners rolle i begivenhederne. Aage Pedersens signatur, lægen og vennen, der tog forbi deres villa for at advare dem personligt, er at finde. En signatur fra Bodil Koch, der advarede Aage, og G.F. Duckwitz’ signatur som symbol på hans rolle i advarslen.

Duckwitz’ bevæggrunde for sine handlinger i forbindelse med de danske jøders flugt og redning er stærkt omdiskuteret blandt historikere. Nogle mener, at hans handlinger var udtryk for ren selvopholdelsesdrift, at han var overbevist nazist og at advarslen mest af alt handlede om at redde sig selv og sit eftermæle efter krigen, som han i øvrigt pyntede på i sine dagbøger. Andre mener, at det mest var Werner Best, der har brugt Duckwitz med samme formål for øje, og Duckwitz var da også en grundlæggende del af Werner Bests forsvar efter krigen. Derimod beskrev den danske besættelsestidshistoriker, Hans Kirchhoff, ligefrem Duckwitz som ’den gode tysker’. I 1971 blev Duckwitz også tildelt titlen som ’Righteous Among the Nations’ af den israelske regering for netop hans rolle i advarslen af de danske jøder.

Uanset Duckwitz’ motiver så har hans handlinger og positive eftermæle givet ham en plads blandt dem, der hjalp Lewisohn-familien med at flygte til Sverige. Det var Harald Lindvall, der mente at Duckwitz’ signatur hørte til ved siden af Aage Pedersens og Bodil Kochs. Dermed blev Duckwitz placeret centralt i Lewisohn-familiens historie. Mathias Lewisohn har imidlertid ikke opponeret mod denne indplacering, og han skrev personligt til G.F. Duckwitz for at bede om tilladelse til at lade signaturen indgravere. En tilladelse Duckwitz giver til “Sehr geehrte Herr Lewisohn” i et kort brev, der ligeledes er at finde i Dansk Jødisk Museums samling sammen korrespondancen mellem Lindvall og Mathias Lewisohn vedr. cigaretetuiet. På den måde er cigaretetuiet et enestående vidnesbyrd om fortællingen om Duckwitz’ rolle i de danske jøders flygt og redning.

Cigaretetuiet forbliver i Oscar Max Lewisohns besiddelse frem til sin død i marts 2024.

I sommeren 2024 indgik cigaretetuiet i Dansk Jødisk Museums samling.