Gå til hoved-indhold

Vi sætter igen smag på dansk jødisk historie

06/06/24

Nye varer i butikken

Vi har fået fremstillet en unik akvavit

Der formidler historien om Isidor Henius, der som ung jøde fra fattige kår i Torun (nutidens Polen, dengang en del af Preussen) indvandrede til Danmark i 1838. Han gik faktisk hele vejen – det tog 6 uger. Han fik arbejde i København inden for brændevinsproduktion, og var hurtig til at anvende nye teknikker og han anlagde dampbrænderier i Grenå (1839), Roskilde (1840), Aarhus (1841) og endelig for Peter Wibroe i Aalborg i 1843. I 1845 blev han selvstændig og grundlagde sammen med tre kompagnoner ”Aalborg Privilegerede Sirup- og Spritfabrik”.

Henius fik stor betydning for dansk industrihistorie. Han er den enkeltperson, der har haft suverænt størst betydning for omformningen af brændevinsbrænding fra håndværksmæssig småproduktion til industriel storproduktion, ikke kun i Aalborg, men i hele landet. I 1860 indførte han et såkaldt kolonnedestilleriapparat, der blandt kunne fjerne de grimt smagende og ildelugtende fuselolier fra spritten. Aalborg Taffel Akvavit – bedre kendt som Rød Aalborg – blev et dansk kvalitetsprodukt ikke bare i Danmark, men i hele verden. I 1872 var han direktør for den største spritfabrik i Danmark og i 1881 indgik Henius’ et samarbejde med finansmanden C. F. Tietgen om dannelsen af De Danske Spritfabrikker. Det blev en kæmpe succes.

Vi vil sætte fokus på historien med denne ”Isidor Aqvavit”, der er baseret på en traditionel kommen snaps med et strejf af porse, der er håndplukket i Thy ikke langt fra Aalborg. Det er en hyldest til Henius’ og hans betydning for dansk industri og madkultur.

Den er udviklet i samarbejde med Nyborg Destilleri. Etiketten er designet af Jakob Glad.

Snapsen kan købes i museumsbutikken fra den 6. juni 

Den koster 229 kr.

→ Du kan læse meget mere om Isidor Henius her

→ Du kan finde pressemeddelelsen her

Tilbage